Udbytterig jobcafe i Aarhus

Hvilke tendenser er der på det danske arbejdsmarked? Hvordan skriver jeg et godt CV? Hvad kendetegner den gode ansøgning? Vores Senior Rekrutteringskonsulent Pia Maria Vørts svarede på disse og mange flere spørgsmål i sidste uge, da Hartmanns i samarbejde med Min A-kasse bød velkommen til en udbytterig jobcafe med 38 motiverede jobsøgere i Aarhus.

I samarbejde med Min A-kasse afholdt Hartmanns A/S en udbytterig jobcafé for ca. 38 jobsøgende i Aarhus d. 31. august 2017.

Jobcafeen fungerede som en 3-timers workshop, hvor Min A-kasses medlemmer havde mulighed for at få kompetent vejledning og sparring til deres jobsøgning.

Dette skete gennem et oplæg, hvor Hartmanns Senior Rekrutteringskonsulent Pia Maria Westphal Vørts fortalte om:

  • Hartmanns rekrutteringsproces
  • De nyeste tendenser vi ser på arbejdsmarkedet.
  • Hvordan man skriver et godt CV, der skiller sig ud fra mængden
  • Hvad der kendetegner den gode jobansøgning

Undervejs var der mulighed for at stille relevante spørgsmål og løse en øvelse. De fremmødte deltog aktivt og stillede mange kvalificerede spørgsmål undervejs, hvilket dannede grobund for spændende diskussioner og debatter vedrørende jobsøgning - og de 3 timer fløj derfor afsted.

Da arrangementet var færdigt, havde medlemmerne fået suppleret deres værktøjskasse med brugbare metoder, som de fremover kan benytte i jagten på deres drømmejob. Disse jobsøgningsmetoder inkluderede bl.a. metoder til at analysere jobopslag, lave et lækkert CV, tilpasse ansøgninger til modtageren og sørge for at holde den røde tråd i deres jobsøgning.